Kategori: TKM

De fleste af os vil straks springe til en konklusion, at træthed skyldes Qi Xu, altså mangel på Qi. Men kunne det også være mangel på blod? Eller kunne det være noget helt tredje?

DET ENESTE VI med sikkerhed ved, når trætheden og udmattelsen overmander os, er at Qi ikke er til rådighed. Så for at lave den rigtige behandling skal diagnosen først være rigtig og baseret på facts og ikke gætterier. Det kan lyde vældig provokerende…

Men hvad hvis jeg siger Fugt?
Vil vi som udgangspunkt så ikke springe til Milt Qi Xu? Og det kunne godt være et Milt problem, der har skabt Fugt. Men hvad hvis det i stedet er Blod-stagnation, der har skabt fugten, ja så får vi ikke flyttet på klientens problem, hvis vi behandler det via Milten.

Nå, tilbage til træthed
En meget ofte set forklaring på træthed g udmattelse er stagnation, i særdeleshed relateret til Shaoyang. Shaoyang problemer bliver forværret af stress.

Som I måske husker fra tidligere artikel fra januar 2019, så er Shaoyang den fysiologiske bevægelse i vores organisme, der drejer indadgående livskraft i position. Livskraft kommer fra himlen, og bevægelsen er vertikal descendens. Men den bliver først ’vores’ når den skifter retning. Og først når indadgående livskraft arbejder
fra rette sted er den til rådighed. Når vi skal varme en gryde med suppe op, så vil vi gerne have, at varmen kommer nedenunder gryden, ikke fra siden eller oppe fra.

Åbne-og-lukke funktioner
Shaoyang funktionalitet inkluderer forskellige åbne-lukke-områder; øjne, kæbe, strube, armhuler, diafragma, lyske er de helt store. Vi kan tænke dem som svingdøre; de skal kunne åbne og lukke harmonisk, hvis de ikke gør det, fordi hængslerne er rustne, så opstår Shaoyang-stagnation.

Et billede kunne være svingdøre ind til en saloon i det gamle vilde vesten. Kan dørene ikke åbne og lukke som de skal, så bygger der sig en mængde af tørstige cowboys op udenfor saloonen, og der mangler cowboys indenfor. Når trykket på svingdørene bliver tilstrækkeligt stort bryder de op, og nu vælter det ind med
cowboys, der alle skal betjenes på én gang. Det bliver en tilstand, hvor der først mangler bevægelse – og senere sker alt for meget på en gang!

Qi påvirker alle organfunktioner
I vores organisme vil vi ofte se øjenproblemer, halsproblemer herunder stofskiftelidelser og gentagne halsbetændelse f.eks. behovet for at få fjernet mandlerne, lymfekirtelhævelser i armhuler eller lyske,
og mavetarmlidelser. Men listen er i princippet uendelig – for hvis Qi ikke arbejder fra rette position, kan det påvirke alle vores organfunktioner.

Væsker, der ikke opfører sig fysiologisk, kalder vi Fugt og Slim.

Tunge og pulskvaliteter
Et diagnostisk tegn, der ofte ses, er, at tungen har lidt mere belægning og er lidt mere hævet på den højre side.

Og så er der et par pulskvaliteter, der relaterer til det samme. Den ene er en højere grad af den strengede puls – vi skal typisk op i en grad, hvor den er tynd og strenget som en osteklinge, specielt på venstre Guan, altså venstre midterposition.

Den indhyllede puls
Så er der naturligvis også den Indhyllede puls. Den føles som om der er en klud viklet rundt om arterien, så vi ligesom føler pulsen igennem en klud. Det gør pulsen sværere at mærke. Den fortæller, at Qi ikke er til rådighed, og det fører til stagnation af diverse substanser, altså stagnation af Qi, Blod, Væsker. Og Væsker der ikke opfører sig fysiologisk, kalder vi Fugt og Slim

De forlængede meridianer
Hvis vi ser på rækkefølgen af de forlængede meridianer i den Gule Kejsers Klassiker, så er den: Taiyang (Tyndtarm/Blære), Yangming (Tyktarm/Mave), Shaoyang (San Jiao/ Galdeblære), Taiyin (Lunge/Milt), Shaoyin
(Hjerte/Nyre) og Jueyin (Pericardie/Lever).

Den vigtige opdampning
Den forlængede meridian, der i første omgang påvirkes mest af en Shaoyang blokering er Taiyin, altså den meridian, der kommer lige efter Shaoyang. Taiyin står for absorption ind og op, en opdampning fra centeret op til lungerne. For at denne opdampning kan finde sted skal varme/Yang arbejde fra rette sted, det vil sige gå i position under ’suppegryden’. Ellers påvirkes hele absorptionsprocessen, og vi ser typisk masser af fugt-symptomer såsom tyk tungebelægning, tunghed i kroppen, klistret afføring mm.

Samtidig opstår der en situation hvor varme/Yang står og trykker på den ene side af svingdøren, men der mangler yang på den anden side. Denne varme akkumulation bliver til patologisk Hede.

Shaoyang blokering
Denne kombination af Fugt og Hede ses særlig ofte i Shaoyang blokeringer. Og ganske mange af de autoimmune
sygdomme, vi ser i klinikken, kan forklares af en sådan Shaoyang blokering. Ikke at vi så bare kan gå den anden vej, og sige at autoimmune sygdomme skyldes Shaoyang blokering. Vi må forklare et problem med hvad, der rent faktisk er tilstede i diagnosen.

Det er nemt at overse en Shaoyang blokering. For det er der sjældent undervist i på skolerne. Men når først vi begynder at observere omhyggeligt på tungen, så begynder vi at se den højre-venstre side forskel, jeg omtaler her.

Tag billeder af tungen
Jeg vil klart anbefale at tage billeder af tungen. Smartphones tager rigtig fine billeder. Jeg tager med blitz, for at få oplyst den bagerste del af tungen. Blitzen gør imidlertid det, at de fleste tunger ser næsten ens ud i farven. Så tjek lige farven ved siden af.

Mine favorit-punktpar
Behandling, ja hvad gør vi så ved en Shaoyang blokering? For mig er det vigtigste at behandle på de rette meridianer, det vil sige kombinere SanJiao/SJ og Galdeblære/Gb meridianer.


Jeg har forskellige favorit-punktpar:SJ6 med Gb34, eller SJ5 med Gb41, eller SJ5 med Gb37. Det første punktpar
bruger jeg bl.a. hvis diafragma er stram. Prøv at gribe op under ribbenene og træk så vejret dybt – så finder du nemt ud af det. SJ5 og Gb41 lidt mere, hvis der lidelser i Nedre Jiao. Det sidste punktpar ofte, hvis øjnene skal tilgodeses.

Af Claus Sørensen, Faglig Ansvarlig på Nordisk Akupunkturuddannelse (www.noakud.dk)
Claus har klinikken Dragon Rises Denmark (www.dragonrises.dk).
Artikel fra Zoneconnection blad nr. 1/2023

Del på:
Facebook
Twitter
Email