Det bugner lige nu med ramsløg i de danske skove. År for år bliver ramsløg mere og mere populære og jeg synes det er med god grund, for efter den lange vinter smager ramsløg af forår og giver den første forsmag på den sæson der ligger foran os
Ramsløg kaldes også for “nordens hvidløg”, og når du har duftet til dem, ved du hvorfor. Smagsmæssigt minder de lange grønne blade om hvidløg med et strejf af purløg. Ramsløg kan derfor være en spændende erstatning i retter med hvidløg eller purløg.
BEMÆRK: Ramsløg kan tit forveksles med den giftige liljekonval, så lugt altid til planten, hvis du er i tvivl – liljekonval dufter IKKE af hvidløg!
De grønne blade kan bruges i masser af dejlige opskrifter hvor de giver en rigtig god smag. Du får her 2 af mine favoritter

Ramsløg pesto
Du skal bruge:
20-25 blade ramsløg
1 bundt persille
30 g frisk brød (uden skorpe)
50 g hasselnødder eller pinjekerner
2 dl koldpresset rapsolie
Havsalt og friskkværnet peber
Lidt rørsukker eller honning
Sådan gør du:
Skyl ramsløg og persille godt og lad dem dryppe helt af, pluk dem i grove stykker, det gør ikke noget hvis der kommer lidt stilke med.
Kom alle ingredienser i en blender og blend det, til det har den konsistens du bedst kan lide
Til sidst smager du til med salt, peber og sukker eller honning

Ramsløg salt
Du skal bruge:
1 dl. groft salt
20 g blade ramsløg
Sådan gør du:
Skyld bladene godt og lad dem dryppe helt af
Blend herefter salt og bladene til det er blendet godt sammen
varm ovnen op til ca. 50 grader og spred salt ud på en bageplade beklædt med bagepapir
Det kan tage et par timer, tjek undervejs, når det er helt tørt er det færdigt.
Hvis du ønsker saltet helt fint, kan du blende det igen når det er tørt.
Dorthe Lambæk, Zoneconnection